92 / 500
—
8 5
-
dende Traad, nu savner man Pointet og det objektive
poetiske Gehalt, man savner Ideens Klarhed og Tankens
Vægt, og Hvad bliver der saa tilbage? — Denne hans
Mening
m l
Marie ikke dele, da netop disse Digte have
interesseret hende, og hun finder dem smukke og følel
sesfulde frem for tusende andre. Han mener, at hendes
Sympati for dem kan forklares ved, at hendes Sind,
medens hun læste dem, var meget mere end almindelig
bevæget af en anden hemmelig Aarsag, saa at hun
netop i det øjeblik følte sig modtagelig for Hvad der
ellers, uden at efterlade noget Indtryk, vilde have gaaet
forbi hende. Som de Digte, han i den omtalte Cyklus
ikke vil forkaste, nævner han „Tilegnelse“, der er et
smukt Udtryk for en resigneret Sorg, som er mildnet
og opløst i Poesien, og hvor Følelsen ikke, som i ad
skillige andre af Digtene, er måttet til klynkende Sen
timentalitet; fremdeles undtager han „Fortrøstning“ 1),
hvor han alligevel finder det lovlig galt, at Vorherre
lukker Digteren ind i Himmelen, fordi han røres ved at
se den Elskedes „søde øjne græde“. Endnu fremhæver
han „Til Søvnen“ 2), der ved en ren, ligesom barnlig,
tilbedende Kjærlighed minder om
Baggesens
erotiske
Digte, „I Skoven“ 3), „Sangerens Død“4) og „Jeg hat-
fundet“ 5). Derimod er han ubønhørlig mod et Digt
som „Mod! — Mod!“6) Han siger: „Hvad Meningen
af det er, maa Gud og Chr. Winther vide;
jeg
veed det
idetmindste ikke.“ Da Marie indvender herimod, at der
i Poesien er Meget, som man kun kan føle, ikke for-
staa, angriber han Damernes Betragtning af Poesien
x) Nr. 6. 2) Nr. 19 (se S. 22—23). 3) Nr. 15 (se S. 22). 4) Nr. 17.
5) Nr. 21. '«) Nr. 16.