97 / 500
hans Spot er Pessimismens, den slette Ironis Spot, ikke
den humoristiske . . . . Hvorfor ironiserer
Heine?
Fordi
han ikke har positiv Dybde nok til at se Livet i dets
Berettigelse, fordi han ingen Tro har paa Idealet. Han
er igrunden fortvivlet over sin egen Uselhed, og hans
Ironi er Fortvivlelsens Latter; han kunde græde Blod
over den Splid, der er i hans Sjæl; men den kan ikke
løses, fordi han ikke har lyttet til Guds Kald. Thi dette
er overhovedet Mangelen hos
Heine
og hos de fleste
franske Romanskrivere af den nyere Skole, at de mangle
Religiøsitet og Kristendom og derfor aldrig kunne hæve
sig til det Standpunkt, hvor de se en Forsoning bragt
i Stand imellem Idealet og Virkeligheden. Derfor ere
hine Digteres uharmoniske, skærende, smertelige Toner
falske:
de have seet, at der er Strid i Hverdagslivet;
men de have ikke seet, at der ogsaa er Forsoning.
Hvad nu Chr. Winther angaaer, saa ere disse hans
„Digtninger“ beaandede af Tidens almindelige Tone og
derfor nu ikke fri for en vis sygelig Frivolitet; de ere
en Prædiken af Kjærligheds Frihed, men en Prædiken
med Suk og Taarer; thi denne Digter er overhovedet
mere berørt af den hypokondriske Side af Pessimismen
end af den ironiske.“
Molbech
ender nu med paa en fin Maade alligevel
at gjøre Winther en Kompliment for dennes Digtnings
livsbringende Virkninger. Han lader nemlig Samtalen
mellem Marie og hendes Elsker afbrydes ved, at Maries
Moder kommer tilstede og betroer „Husets gode Ven“,
at hendes Datter i Tirsdags har forlovet sig med Kan
didat Brandt; Moderen tilføjer: „Hun havde netop den
Formiddag siddet og læst Winthers Digte, saa hun var