102 / 500
—
9 5
—
snittenes“ Digter værdig.“ — I „Journal for Literatur og
Kunst“ siger den senere som Underskibslæge paa Linie
skibet „Christian d. Ottende“ omkomne
Rasmus Schmidt,
at Chr. Winther først i disse fire Noveller har naaet „det
Maal af Immoralitet og Unaturlighed, som karakteriserer
de franske Noveller fra det sidste Decennium. „Trods
den plastiske Form, hvori hans Skitser fremtræde, og
den Virtuositet, hvormed enkelte af Karaktererne ere
henkastede, kunne disse „Noveller“ („Aftenscenen“ kun
tildels undtagen) dog ikke fremkalde Andet end vor
Beklagelse over, at denne Digter med de beundrings
værdige Kræfter, han aabenbart har at byde over, ikke
har
villet
frembringe Andet end slige Karrikaturbilleder.“
Andensteds bruges Udtrykket „hæslige og smudsige Bil
leder“, og der tales om „Situationer, der tvinge os til
med Afsky at vende Øjet bort.“ Der klages over, at
„Skriftestolen“ fremstiller en brødefuld Kjærlighed som
Noget, der er ganske i sin Orden, og Fortællingen „er
saaledes ifølge sin Idé en ligefrem Opposition mod den
bestaaende sædelige Verdensorden og er allerede af denne
Grund fuldkommen upoetisk og forkastelig.“ „En Aften
scene“ kaldes „et Bæger ædel Vin — dog, naar vi have
tømt dette, ville vi finde, at ogsaa her ligger Giften skjult
paa Bunden.“ Det indrømmes, at det gamle Sagn om
O luf Borch
under Chr. Winthers Fremstilling „er blevet
til et overordentlig interessant Billede, og, hvis ikke
ogsaa her Immoraliteten laa skjult som Slangen under
de dejlige Blomster, vilde vi ikke tage i Betænkning at
kalde det et fuldendt Mesterværk.“ Det Usædelige ligger
i, at Jomfru Abigael — efter at være bleven løst fra sit
Forhold til
O lu f Borch
— ægter sin Elsker Junker Po-