100 / 500
— 93 —
Erfaring var for rig og hans Stof til Produktion af for
meget Omfang til at kunne udtømmes i Lyrikkens lette,
ungdommelige Former og at han derfor nu maatte be
nytte den episke Form.
Meller
udtaler om „Digtnin
ger“, at det er i disse, den første kraftige, fuldmodne
Frugt viser sig af den Forvandling, der var foregaaet i
Winthers Indre. „I Romancerne her, som i og for sig
ere fortræffelige, synes Digteren selv, af det
goetheske
Motto1) at slutte, at føle, at
han
ikke præsterer noget
væsentlig Nyt. Men i „Det romerske Osteri“ har han
med en kjæk og kraftig Vending emanciperet sig fra
sine Ungdomsformer og hævet sig som moden Mand
op over sig selv. Winther kalder dette Digt „en Skitse“ ;
men det er tillige et ægte modernt Epos, hvor det for
alle Tider Blivende i hans Talent har med sin Ejendom
melighed krydret den nye Form og den nye Livssfære.
Fler føles ikke længer noget Savn, enhver Fordring,
som Digtet vækker, er tilfredsstillet, og for vor Tid, der
ved sin i saa mangfoldige Retninger adsplittede Karak
ter, netop egner sig til at opfattes i Skitser, har et saa-
dant Digt samme Betydning som Oldtidens episke Sange
for denne. I vor Literatur staaer det ved sin plastiske
Kraft og Korthed, ved Sandheden i det hele Billede og
den korrekte gjennemførte Ironi hidtil i sin Art ene.
Naiviteten er Ungdommens Prærogativ; den taber sig
nødvendigviis i samme Forhold som Erfaringskresen
udvides og Illusionerne svinde, og det nytter ikke at
ville eftergjøre den. Hvad der svarer til den i den
J) „Ihr naht Euch wieder, schwankende Gestalten,
die früh sich einst dem trüben Blick gezeigt.
Versuch’ ich wohl euch diesmal fest zu halten?“