94 / 500
—
8 7
-
unødvendig, forsaavidt den nemlig ikke staaer i nogen
organisk Forbindelse med det øvrige Digt“ ; han mener,
at den ikke blot i etisk, men ogsaa i kunstnerisk Hen
seende, er fordømmelig. — Han er enig med Marie —
og med Publikum — om at prise Meget i Digtet „I et
romersk Osteri“ 1); „Fortællingen er ridset med raske,
livlige Træk; der er deri en malerisk Fylde, som dog
aldrig overstiger sine Grændser, og, naar Digteren vilde
give os et pittoresk Billede af Livet i Kampagnen, kunde
han ikke vælge nogen heldigere Form.“ Marie indven
der nu, at Winther her paa en Maade har overtraadt
den poetiske Retfærdighed imod den stakkels Lord, der
glad og fornøjet rejser bort med sin unge, befriede Kone,
som han elsker saa højt, og aner ikke, at hendes Hjærte
er blevet tilbage i Apenninerne hos den smukke Røver;
denne Ægtemand har ikke fortjent at blive saaledes be
draget. Ogsaa i denne Ytring er Maries Elsker enig
med hende; han siger, at for Alt, hvad der foregaaer
i et Digt, er der en højere Lov end Digterens egen Vil-
kaarlighed; der er en indvortes poetisk Retfærdighed,
som hviler i de handlende Personers egen Karakter, og
hvis Tilfredsstillelse er Betingelsen for, at man skal faa
et fuldkommen harmonisk Indtryk af Digtet. Derfor
har den her omtalte Digtning kun en halv Sandhed,
Udfaldet af dens Handling har kun en halv Berettigelse;
thi denne Hustrues Kjærlighed til den kjække Røver
mangler sin objektive Ret i hendes Ægtefælles Karakter,
idet han nemlig er skildret som en ædel, højhjærtet,
opofrende, kort sagt: i alle Henseender elskværdig, ja,
selv poetisk Personlighed, der fortjente en bedre Skæbne
b Sml. Digtn. VI, S. 65.