91 / 500
— 84 —
svarer Marie, at netop „disse elskovsfulde Digte, beaan-
dede af en mild Vemod og gjennemstrømmede af den
inderligste Følelse“, vil hun ikke undvære, og hun kan
ikke begribe, at „disse Toner, der ere søde som Natter
galens Slag og, ligesom Roser, ere duftende og tillige
saarende“, at de ikke have trængt sig til hans Hjærte.
Hertil indvender han, at de, mere eller mindre, ere blot
lyriske
, medens det ellers altid har været karakteristisk
for Winther, at han, selv naar han vilde give en enkelt
Følelse, en enkelt Sindsstemning, Luft, gjorde dette i en
mere
episk
Form, der nærmede sig Romancen. Naar
han sang om Elskov, blev den altid ligesom personlig,
den formede sig i klart tegnede Billeder; sit Savn og
sin Længsel lagde han i Munden paa en Anden, medens
han selv skjulte sig og traadte tilbage i Skyggen; kun
sjældent blandede sig i Tonernes Klang en Lyd, som
lod den Læsende ane Digterens subjektive Stemning
eller Forstemning, og, naar dette en enkelt Gang skete,
var det med Virkning. Derved opnaaede hvert af hans
Digte en Legemlighed, et Liv med Glans og Farve, der
gjorde en større Tankefylde overflødig, saa at Læseren
Intet savnede; selv om han troede at savne Noget, fandt
han det dog altid tilsidst bag det halv gjennemsigtige
Slør, som denne Digter kastede over sine Sange, og
hvorved der stedse blev Noget tilbage at gætte. Men i
disse sidste Digte har han kun villet være Lyriker, han
har forsmaaet de episke, blot skjulende Former og truk
ket sig selv frem paa Skuepladsen —
tant pis ponr
l u t
x); thi nu, da Følelserne træde nøgne frem og uden
Draperi, nu savner man Stoffets Fylde og den forbin-
x) Desto værre for ham.