ChristianWinther

_ 79 —

ved Tanken om at skulle læse den. I ingen Bøger har

hun følt sig hjemme som i Winthers med den hemmelig

søde Sorg, der tiltrækker saa magisk, og, hvergang hun

paany tager dem frem, er det, som om hun fra en Rejse

kom tilbage til sit eget kjendte, hjemlige Kammer; naar

hun lukker en af hans Bøger, føler hun det, som havde

hun vandret i en Bøgeskov med Solskin og Fuglesang,

mellem klare Kilder og stille Søer, men bestandigt med

Udsigt til et tættere Skovdyb, hvor Træerne lukke sig

sammen i et anelsesfuldt Mørke, der ikke kan gjennem-

trænges af nogen Solstraale. Paa denne Ytring af hende

svarer den unge Elsker, at hendes Indtryk er foraar-

saget ved den

Nationalitet

i Aand og Tone, som er

Chr. Winthers Ejendom og Særkjende; han er saa inder

lig formælet med vor Naturs og vort Folks Liv, at hans

Stemme her klinger fra Sjæl til Sjæl, fra Slægt til Slægt,

og aldrig døer, saa lidt som Naturens Ytringer eller

Folkekarakteren nogensinde vexle i sine Grundelementer,

saa lidt som Sprogets Kjærne forandrer sig eller Erin

dringen om Fortiden bliver farveløs og mat; thi det er

disse Elementer, der konstituere Det, man kalder Poe

siens

Nationalitet

, dette Hjemlige, Ubeskrivelige, der

som en Del af Poesiens indvortes aandelige Væsen ikke

kan defineres eller fastholdes i Begrebets Lænker, men

kun føles. Denne Poesiens Nationalitet beroer ikke

alene, eller idetmindste fortrinlig, paa Stoffet, ikke heller

paa Kompositionen eller den indvortes Behandlings-

maade, men ogsaa paa

Sproget;

„den indfødte Sprog-

karaktér“, en ligesom med Modermælken indsuget og

siden, bevidst og ubevidst, erhvervet Fortrolighed med

Sprogets Ejendommeligheder og en Selvstændighed og