ChristianWinther

—

7 4

—

Paa en anden af disse Visitter sad Winther med

Ægteparret

N ielsen, Vermehren

Phister

i Fruens

Kabinet. Talen kom paa Xylograf

Flinch,

der havde

ladet hele sit Skjæg voxe, hvilket dengang var noget

Usædvanligt. Winther sagde: „Det kan jeg ikke for-

staa, han vil, da der slet ikke er noget Fremragende

ved ham“, hvortil Fru

Nielsen

svarede: „Behøver der

da endelig at være noget Fremragende ved en Person,

forat han skal lade sit Skjæg voxe?“ Winther fortsatte:

„Ja

,je g

burde jo mindst tale derom, da mit Ydre synes

at være meget afstikkende, eftersom man seer sig for

anlediget til at stille det offentlig frem.“ Denne Ytring

var møntet paa

Phister,

som i

H. P. Holsts

„William

og Emma“ x) havde kopieret Winther meget slaaende og

til dennes største Forbitrelse.

Phister,

som mærkede

Snærten, blev forfjamsket og forsikrede, at

det

havde

aldrig været hans Mening, det kunde ikke falde ham

ind, o. s. v., og Scenen endte med, at Winther sejrede.

Det var ikke blot Mennesker, men ogsaa Dyr, der

drog Winther til det

nielsenske

Hus. Hunden „Murad“ 2)

var hans gode Ven, og i sin Digtning „Fjældvandring

ved Badet“ har han paa en udmærket smuk Maade

foreviget den.

Det usympatetiske Forhold, der fandt Sted mellem

Nielsens

Heibergs

, maatte være Winther meget pin

ligt, da han stod bægge Krese nær. Naar han i det

nielsenske

Hus sad og hørte paa de mange haarde

Domme over

Heibergs,

gjaldt disses Klage over hans

„Mangel paa Kurage“ til at udtale Syrn- eller Antipati

b Opført 1ste Gang 18de Jan. 1846. 2) Se:

Joh. Louise Hei-

herg:

„Et Liv, gjenoplevet i Erindringen“, I, S. 129.