80 / 500
— 73 —
formelt og blev aldrig anderledes; de passede slet ikke
sammen. Paa en ganske anden Maade stillede Winther
sig derimod over for
Anna Nielsen,
hvem han holdt
overmaade meget af, og som til Gjengjæld var hans
moderlige Veninde. Kresen derude fandt, at han var
noget lapset; „han var flot paaklædt og saae godt ud,
men var ikke meget talende.“ Han forelæste fint og fuld
endt de nye Digte, han havde skrevet, og bl. A. var
Søren
Rierkegaard
da en enkelt Gang hans Tilhører og Be
undrer. Som bekjendt, skrev
Kierkegaard
aldrig Navn
i sine Bøger, men havde dog gjort en Undtagelse med
den lille første Udgave af Winthers Haandtegninger, en
Bog, som han ofte gik med i sin Frakkes Indetlomme ).
Ogsaa
Nielsens
vare varme Beundrere af den winther
ske Muse, og Bægge fremsagde de ofte hans Digte paa
Aftenunderholdninger; saaledes deklamerede
Anna Niel
sen
i Maj 1845 ved en Forestilling,
Høedt og Wiehe
gav, baade „Sauvegarden“ og „Svend og Inger“ 2).
I Aarene efter 1843—44 indfandt Winther sig ikke
mere hver Søndag som Gjæst hos
Nielsens,
men kom
der ofte paa Visit — et KvartérsTid ad Gangen
„altid
urolig, altid nervøs, altid fortrykt over Forholdet til Fru
Werliin“. A nna Nielsen
var hans Fortrolige. Hun
havde i sin Syæske liggende en lille Bog med Elfenbens
blade, og, naar Winther var gaaet, fandt hun ofte paa
et af disse skrevet et Vers af ham, saaledes en Dag dette.
Her har jeg siddet mangengang
med Uglen i mit Hjserte,
men venlig Tale, Spil og Sang
har dysset ind min Smerte.8)
i)
Gades
Meddelelse. 2) Brev fra
A. Nielsen
(i teol. Kand.
A.
E. Bojesens
Eje). 3) Prof.
Vermehrens
Meddelelse.