ChristianWinther

— 70 —

tilmiddag; i denne var sidst i Trediverne indtil noget op

i Fyrrerne Chr. Winther optagen.

Nielsen

kunde vise

sig som „en bedaarende Vært“ x), og de vare, som

Cher-

skou

bemærker, Alle charmerede i Fruen, der omgikkes

dem „blid og from som en Due og dog i høj Grad

interessant og dygtig“ 1). Om Sommeren opholdt man

sig efter Middagsmaaltidet i den store Have, og her —

som inde i Huset — „havde man den største Frihed til

at skalte og valte efter eget Behag“ 1). Hvis

Nielsens

om Vinteren skulde ind at spille Komedie, blev alle Gjæ-

sterne tilbage og lod, som Hjemmet var deres, og saa

fortsattes Selskabeligheden, naarVært og Værtinde kom

hjem.

Om Tildragelserne i

Nielsens

Have har jeg hørt

Professor

Veymehren

fortælle Følgende: Der var op

stillet en Vippe dernede, og den kunde tillige dreje rundt

som en Karrussel; for at give dem, der vippede, Ryg

stød, var der anbragt et Bræt paa bægge Ender af Vip

pen.

Heedt

Wiehe

satte sig op og raabte: „Nu

skal Maleren dreje os rundt.“

Vermehren

var strax

beredt. „Hurtigere! Hurtigere!“, raabte de. Snart gik

det med en enorme Fart. I det Samme sprang

Wiehes

Rygstød af, og han blev med fuld Kraft slynget ud i

Rummet mod et stort Træ. Samtidig hermed styrtede

Vippebrættet med

Heedt

, som havde Benene inde under

det; hans Buxer revnede, og han laa blødende paa Jor

den og jamrede sig.

Wiehe

var en Stund som livløs,

derpaa sprang han op, og, da man spurgte ham, hvor

ledes han havde det, svarede han: „Godt!“. Der kom

ikke en Klagelyd over hans Læber, og han havde dog

N. W. Gades

Ord til mig.