74 / 500
Robinson — eller
Dampe
— eller Hvad Du vil kalde
mig.“ I et Brev fra 21nde Aug. 1844 hedder det: „Seer
Du Fru
Werliin,
saa siig, jeg døer af Længsel efter
Kjøbenhavn og skriver Vers til Tidsfordriv.“ — Skjøndt
Aarestmps
Brevvexling med
Chr. Petersen
stadigt fort
sættes, høre hans Hilsener til Chr. Winther op gjennem
alle disse Aar. Grunden dertil er aabenbart den Af
køling, der fandt Sted i Forholdet mellem Winther og
Petersen,
vistnok endel, fordi hverken denne eller hans
Hustru syntes om Fru
Werliin og
Winthers Forhold til
hende, men ogsaa paa Grund af Digterens Pengenød og
deraf følgende Fordringer til Vennen.
Petersen
havde
forstrakt mange gode Venner saa rigeligt med Mønt, at
det kom til at gaa haardt ud over ham selv, og i sin
Forlegenhed maatte han indkræve sit Tilgodehavende,
saaledes ogsaa hos Chr. Winther. Denne sendte ham
følgende skriftlige Bud fra Maribo (12te Maj 1842).
„Til
Dahlstrem
skrev jeg strax, men fik ikke Svar fra
ham før igaar. Det var ham, skrev han, selv umueligt
at staa i Forskud, han havde ingen fremmede Penge
mellem Hænder og kunde i denne meget pengeti ange
Tid ikke gjøre Udveje. Alt i Forvejen havde jeg gjort
Skridt for at skaffe mig selv en Sum, som jeg har be
hov, naar jeg vender Næsen igjen til Kjøbenhavn, dei-
som det lykkes mig — hvilket
maa
ske i Løbet af 14
Dage — skal jeg dele med Dig . . . . Lev vel, kjæie
Ven! Vær selv ikke vred paa mig foi den ubetydelige
Ulejlighed, jeg foraarsager Dig med den Vexel, jeg haa
ber, at Skæbnens Vexel vil jævne dette som saa meget
Andet.“ Tilsidst bl
q v
Petersen,
da Winther skyldte ham
altfor Meget og Intet kunde betale, nødt til at sælge
5*
— 67 —