78 / 500
—
71
—
brækket et Ribben.
Nielsen
kom løbende, aldeles for
bitret, og lod hele Raseriet gaa ud over „denne Maler,
der altid skulde gjøre Ulykker.“
Anna Nielsen
holdt
igjen og var ulykkelig baade over Mandens Raseri og
over det skete Uheld. Der blev sendt Bud efter andet
Tøj til
H&edt,
og det Hele endte saa tilsidst paa en
nogenlunde fredelig Maade.
Fra Efteraarslivet derude har
Gade
fortalt Følgende:
Nielsen
gik altid og rev græsseligt ned paa „det for
dømte Teater, som man skal rende og spilde sine Kræf
ter paa.“ Meget hellere vilde han give sig af med pi ak
tiske Forhold, og for at bevise sin Dygtighed i saa
Henseende havde han anskaffet sig to Svin til Opfed
ning. Saa var han en Søndagaften bleven nødt til at
tage ind og spille en Helterolle, og imedens kom det
skrækkelige Budskab til Selskabet i hans Dagligstue, at
Svinene vare rendte bort.
Søren,
Karlen for det Hele,
maatte ud at søge efter dem; han var oppe i Frederiks
berg By og rundt omkring — men allevegne forgjæves.
Fru
Nielsen
var ulykkelig. „Nicolaj bliver rasende,
naar han kommer hjem,“ sagde hun — og saa kom
han! „Hvad er der? Hvad er der dog?“, spurgte han.
„Aa, det er Ingenting!“ „Vist saa, Anna, der
er
Noget!“
„Det Hele er en Ubetydelighed! Det er Søren, som hai
ladet Døren til Svinehuset staa aaben, og saa er Svinene
rendt.“
Nielsen
slog Hænderne sammen og laabte pa
tetisk med stærk Heltestemme: „Saa skal man gaa
der
og spille paa det fordømte Teater, og, naai man saa
kommer hjem og skal nyde sin Fred og Glæde, saa er
Ens Svin rendt bort.“ Denne Slutning, udtalt med fuld
heroisk Patos, bevirkede, at Alle brast i Latter, da gik