124 / 500
—
1 1 7
—
foi Fiu Winther, bukkede hun sig ned og fjærnede den,
idet hun nynnede til Chr. Winthers Melodi:
„Men Hvad som kan saare,
„hver Torn og hver Taare.
„mit s.øde, lille Hjærte, skal være
m in
Del.“ *)
Heri laa der noget Symbolsk med Hensyn til hele den
Maade, hvorpaa man derovre behandlede Fru Winther,
og hvorved man i høj Grad glædede hendes Mand.
I det Hele holdtes Forbindelsen med hans Slægt
vedlige. Det er mig dog bekjendt, at han efter sit
Ægteskab kun visitviis kom til
Poul Møllers
Enke, der
dengang var flyttet til Kjøbenhavn, og, naar
hun
en
enkelt Gang vilde aflægge et Besøg hos Fru Winther,
var denne aldrig „visibel“.
Poul Møllers
Børn kom
dog i Winthers Hus, og han sagde tidt, det ikke gjorde
Noget, man intet Portræt havde af
Poul;
thi dennes
ældste Søn gjengav ham grandgiveligt; derfor holdt
Winther ogsaa meget af denne unge Mand. —
Chr. Winther har tidligere skildret
Julie
som Den,
der var Gjenstand for hans Attraa; nu var hun
hans
,
og nu skulle vi se, hvorledes han da betragtede hende.
Hun mistede ingenlunde sin Fortryllelse for ham, tvært
imod: den forhøjedes og holdt ud til hans Dages Ende.
Han synger2) :
Der lever i Dine Øjne
et Digt saa tankefuldt;
det altid mig bevæger
saa inderligt og huldt.
b Meddelt mig af Fru Professorinde
Lange
, født
Bredsdorff
2) Sml. Digtn. III. S. 244.