126 / 500
—
1 1 9 —
Hendes Røst er ren og mildx), og det samles Alt i
Yn
den.
Han synger2) :
Over Dit Hoved, over Din Fod,
over Dit kjære, søde Øje
en Skjærm der vogter tro og nøje,
som
aldrig
Dig endnu forlod,
og det er
Ynden
— denne Engel,
som følger Alt, hvad der ér smukt,
hver Fuglesang, hver ædel Frugt,
hver Rosenstok, hver Liliestængel.
Han beskuer hende dybt og udbryder d a3):
Var jeg kunstfærdig, var jeg Maler,
Du skulde se Dig, naar Du taler,
Du skulde se Dig, naar Du leer;
Din Alvor kjæk jeg vilde tegne,
min Pensel skulde stolt opregne
Alt, hvad mit Øje henrykt seer.
Naar jeg hedt til mit Bryst Dig trykker,
og med Roser Din Kind jeg smykker,
troer Du da ikke, jeg seer klart.
Mit indre Syn mig ej svigter,
hvert Suk, hvert Kys er en Digter,
hvem Din Skjønhed er aabenbart.
I Dig en Rigdom mig drømmer,
en Yndigheds Fylde udstrømmer,
en Skjønheds utømmede Væld.
O, vend dog Dit Hoved, jeg be’er Dig!
Ak, fra hvad Side jeg seer Dig,
vidunderligt tryller Du min Sjæl.
Du er dejlig! O, det nytter Dig ikke,
Du tilkaster mig de straffende Blikke —
b Sml. Digtn. III, S. 201. 2) En Saml. Vers, S. 34. s) Sml.
Digtn. III, S. 2 0 7 -9 .