ChristianWinther

—

.123

—

Men —

elske D ig

og elske Alt,

hvad i Dig lever huldt og røres,

hvorved til Liv Du har mig kaldt,

hvormed mit Liv til Liv først gjøres,

velsigne Dig, hvem Naadens Gud

mig sendte som sit

eget

Bud,

velsigne Dig for Ord og Smil,

der sløved Smertens hede Pil,

velsigne Dig for Taaren selv,

som, hjærtelettende og mild,

afleded Sorgens vilde Elv,

det kan je g

— men jeg kan det kun

med stille Ord, naar Mund ved Mund

mit Hoved til Din Kind jeg lægger!

Som han smykkede hende med Sange, saa vilde han

gjærne smykke hende med Spange. Fra sin Rejse i

Italien havde han medbragt en stor Mængde Gemmer,

som vare sjældne og kostbare; lidt efter lidt lod han

dem indfattes til hende, saa hun havde et Juvelskrin

fyldt med saadanne. I et Digt siger han til hende1):

Jeg kalder Dig min

Sol;

thi fra mit Hjærtes Hjem

Du stadigt lokked frem

mig Sangens Rose og Viol.

Iblandt de Stene, han gav hende, var der en ægyptisk,

som var udskaaren paa bægge Sider, hvorfor den blev

indfattet saaledes, at den kunde drejes; paa den ene

var der en Sol, paa den anden en So: Himlens og

Jordens Frugtbarhedssymboler; den vilde han gjærne

have, at

Julie

altid skulde bære; men det gik nok

hende som Athenienseren

Phocions

Hustru, der engang,

da en fornem og forfængelig Jonierinde stillede sine

kostbare Klæder og Juveler til .Skue, svarede: „Hvad

h En Saml. Vers, S. 44.