ChristianWinther

—

1 2 9

—

Og han er grov, den lille Fyr,

uvoren og fortrædelig;

ej kan jeg paa ham holde Styr,

han siger, jeg er kjedelig.

Og, da det er saa sandt, ved Gud,

saa maa jeg tie stille

og taale, at han leer mig ud,

den uopdragne Lille.

Som sagt: Chr. Winther opholdt sig mest i sit Værelse,

hvor hans Hustru sjældent besøgte ham. Efter sit Bryl

lup læste han meget flittigt; den første Bog, han da

satte tillivs, var

Dickens’

Martin Chuzzlewit. — Naar

han kom ind til Maaltiderne, bragte han, trods sin Tavs

hed, Søndagsstemning med sig. Som han altid havde

været vant til at kysse enhver ædel Dames Haand, saa-

ledes gjorde han det ogsaa overfor sin Hustru. Selv i

Selskab forlangte han altid med Bestemthed Bordpladsen

ved hendes Side, ligesom han ogsaa altid i Dagligstuen

satte sig ved hendes Stol, og man fik da Indtryk af,

at han

der

befandt sig saare vel. Til det Yderste var

han optagen af hende; men det Samme kunde maaske

ikke ganske siges om hende overfor ham. Til Frøken

Benny Spang

sagde hun engang: „Hellere en gammel

Mands Herskerinde, end en ung Mands Trælkvinde!“—

Om Sommeren laa Winthers paa Landet, saaledes

i 1849 paa „Dejligheden“, et Bolsted i Skovene om Ry-

gaard ved Bramsnæs Vig. Herfra skrev han d. 18de

August til sin Svigerinde, Fru

Thora Petersen'')'.

Vi bo paa „Dejligheden“ — det er sandt!

Hvorhen vi gaa, i Dal, paa Høje,

i Skov, ved Sø, til hver en Kant

en Skjønhed lukker op sit Øje.

9 Sml. Digtn. II, S. 93.

N. Bøgh: Chr. Winther.

III.