137 / 500
—
1 3 0
—
Vi aned ej, da inden Vold og Mur
os Regnen holdt bag lukket Rude,
at en
saa
smilende, saa rig Natur
os skulde favne ømt herude.
De kan begribe, med hvor lange Drag
vi suge ind dens friske Sødme;
fortroligt færdes vi med den hver Dag
fra Morgen indtil Aftenrødme.
Til sin Hustru synger han derude1):
Her paa „Dejligheden“s bløde
Græs skal Dine Fødder gaa,
og i Krattets Læ, Du Søde,
Dine Tanker Hvile faa.
Du skal Skovens Luft indaande
som en Æter, stærk og sund,
og bortdrømme Livets Vaande
og dets Lysglimt mindes kun.
Hist paa denne grønne Banke
og ved Søens slebne Giar
skal Dig blomstre mangen Tanke,
som sin Sæd i Hjærtet har.
Med Dit Øje skal Du følge
Skyen, Fuglen, naar paa Flugt
over Dal og Bjærg og Bølge
de hensvæve, kjækt og smukt.
Spejl Dig i den frie Himmel,
duk Dit blonde Hoved ned
mellem Markens Urtevrimmel,
fyld Dit Hjærte
der
med Fred!
Som en Daa spring ned ad Skrænten,
læg Dig blødt paa denne Høj,
følg ad Himlens Blaa med Glenten,
som nu over Skoven fløj 1—
9 Sml. Digtn. Hl, S. 234—36.