135 / 500
—
1 2 8
—
ham1): „Jeg har aldrig hørt Chr. Winther sige fire Ord,
hvoraf man kunde faa ud, at han var den store Digter.“
Allerede i 1822 kalder han sig selv „den kjedsomme-
ligste af alle Materier“. Inden han holdt Bryllup, gav
hans Hustru ham engang en Rose, og han modtog den
som Pant paa, at hun tilgav „Kjedsomheden“, som hun
havde maattet lide ved hans Færd2). Da han er bleven
gift, lader han sine Husnisser optræde i et Digt, han
engang skriver, da hans Hustru er rejst bort; han for
tæller hende3):
Der sidder en og gloer saa vredt
midt i vor Dagligstue,
for han saalænge ej har seet
sin allersødeste Frue.
Naar stundum i Dit Kabinet
jeg ligger og vil lure,
saa sidder en paa Hyldens Bræt
og siger med Miner sure:
„Her ligger han igjen! Nej, hør,
„det seer jeg ikke gjærne;
„han gjør saa skummelt, mørkt, hvor før
„mig tindred huldt en Stjærne!“
En anden af den lille Flok
raaber fra Lysekronen:
„Af Manden har vi Mer end Nok,
„vi længes efter Konen.“
En tredie af satirisk Art
med Smil og sleske Miner
mig hvisker: „Her er tomt og bart
som i Din Sjæls Ruiner,“
J) Denne Ytring var henvendt til Fabrikant
Chr. Sødring
, der
har fortalt mig den. 2) Sml. Digtn. III, S. 69. 3) Smsteds S. 259—61.