132 / 500
—
1 2 5
—
havde da Plads i sin bestemte Stol; hyppig — selv paa
sine ældre Dage — var hun iført en tæt, hvid Kjole
med Broderier og gjorde da et særdeles yndefuldt,
kvindeligt Indtryk. Hun tog saa imod Visitter, „gav
Kur“, og havde da i Haanden et Broderi eller Sligt,
som dog i Almindelighed kun var Staffage. Arbejdede
hun med det, fik man Lejlighed til at se, at hendes
Fingre vare korte og noget tykke, hvortil svarede Fød
der, som ikke kunde kaldes fint formede; hendes Arme
vare fede, og hendes Bygning noget svær.
Constantin
Hansen
har to Gange malet hende; det ene Portræt er
et Brystbillede, hvor hun sidder i en noget bøjet, smæg
tende Stilling og har et meget blødt Udtryk. Det holdt
Winther i høj Grad af. Det andet er i hel Figur, men
stivt. Med Frøken
Benny Spang
stod han engang og
betragtede dette; „Hvad siger De om
det?“
spurgte han;
„hun- seer ud, som om hun havde en Lineal igjennem
sig. Og
det
skal være
Ju lie!
Hun, som netop er saa
karakteristisk ved denne Abondance i Stillinger og Be
vægelser !“
Hun havde stor Ævne til at pryde sit Hjem, til at
stille et Møbel kunstnerisk, lægge en Guitar her, sætte
Blomster
der,
o. s. v. — Og, som hun kunde arrangere
i sit Hus, saa kunde hun ogsaa styre dets Finanser.
Ved sit Middagsbord sagde Winther engang til en Gjæst:
„I Hjemmet her er Porteføljerne fordelte saaledes, at min
Kone er Finansminister, jeg Kultusminister. „Men Hvem
er saa Konseilpræsident?“, blev der spurgt. „Ja, det er
ogsaa hun
der
,“ svarede Winther og pegede paa Konen;
men den Spørgende meente, at det i Virkeligheden var