129 / 500
__ 122 __
Han kalder hende sin
velsignede
Kone, og hvert Minut,
han lever,takker han Gud for den Naade, han har
værdigetham: at staa hende saa nær1). — Naar han
saa tilsidst gjennem utallige Udtalelser har søgt at male
hendes Billede, maa han alligevel — som før Bryllup
pet — give tabt overfor denne „huldt fortryllende Na
tur“ 2). Han betragter sin Skildring og siger sa a3):
Men se, det var dog Skyggen kun,
en svag Reflex af Hjærtets Grund,
en Duft kun fra en Honningkube,
et Støv kun fra en gylden Grube,
men ikke Det, som jeg har villet;
og Alt, hvad jeg mig voved til,
blev som et natligt Alfespil,
hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og — greb; men ej tilfreds
jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
jeg skammed mig, og halv forvildet
jeg stod som i en Tryllekres.
Og aldrig blev mig mere klar
den Sætning, som jeg aabenbar
har gjort til
min:
„Det Virkelige,
hvori sin egen Rod man har,
ej tvinges ind i Sangens Rige“.
Og aldrig har jeg følt det bedre,
end naar jeg sad hos Dig, min Viv,
at det umu’ligt er et Liv
at give Glans ved Svanens Fjedre —
et Liv, der selv er Poesi
med Kjærlighed, med Sorg og Lykke,
et venligt Genre-Maleri
med Lys og hver nødvendig Skygge!
I slig en kunstlet Form at sige
det ganske Ubeskrivelige,
hvori mit Væsen, evig bundet,
gaaer op
— det har jeg aldrig kunnet!
1)
Breve fra og til C. W., S. 230. 2) Sml. Digtn. III, S. 230.
3) Smsteds S. 231—32.