133 / 500
—
1 2 6
—
Ida,
som beklædte denne Værdighed. Han siger imid
lertid i sit eget og Datterens Navn til
Julie')-.
Og vor Kaptajn er Du jo,
forstandig, from og kjæk,
nel mezzo del hujo
2)
Du kjender ej til Skræk.
Winther viste sig ikke meget i sin Hustrus Værelser;
han opholdt sig mest i sit eget.
Der
kunde han flygte
bort fra Verden, naar den var ubehagelig. I sit Digt
„Til en Snegl“ 3) siger han til denne, at den skal være
hans Læremester;
»thi møder Noget Dig paa Vejen,
„som fjendtligt mod Dit Væsen staaer,
„tilbage i Dig selv Du gaaer,
„hvor Du er ene og Din egen.“
Han holdt sig — ligesom
Wessel
— „udenfor, hvor der
er Tiængsel ‘. Som alle ideelt anlagte Naturer søgte og
elskede han Ensomhed og Stilhed. Han synger4):
O Stilhed! Tankerige Ord,
saa vækkende som Sangens Muse!
En Magt lig Druens i Dig boer
til sødt mit Hjærte at beruse.
Hver Blomst, min Sjæl fremlokket har,
mens næppe selv jeg ret forstod mig.
Du i Din Favn til Daaben bar,
før den blev Andres og forlod mig.
I sine Bieve skriver han om sin Trang til Ensomhed, som
han egentlig fordømmer5): „Jeg kunde godt trænge til
en Vækkelse i Henseende til at holde Samkvem med
Menneskeheden; jeg har ikke benyttet eller benytter
x) En Saml. Vers S. 30.
*)
„Midt i Mørket“. 3) SmL DigtrL
II, S. 117. 4) Sml. Digtn. III, S. 228. 5) Breve fra og til C. W., S. 172.