![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0128.jpg)
— 121 —
Dit Hjærtes Dør staaer aaben
for Kunstens skjønne Drøm,
det suger ej blot Draaben
men rummer den fulde Strøm.
Hvert Frø, Du flittigt sanker
af Skjønheds Blomstersiv,
modnes i Dine Tanker
og smykker huldt Dit Liv.
Dig Skjønhed er et Bæger,
en Regn saa mild og sød,
der styrker og der kvæger,
der mildner og gjør blød.
og midt i al Din Smerte,
og midt i Livets Nød
Dit gudhengivne Hjærte
ej Trøstens Kalk forskød.')
I et Brev2) siger han om hende, at hun har god For
stand paa Digtning og lader sig ikke let nøje med
Middelmaadighed. — Som han nu kan gjøre hende del
agtig i sin højeste Interesse, saa deler han med hende
„enhver god Ting, der kan lysne og forfriske3). Hans
Valgsprog i Forhold til hende er
Constance et fidélité
^);
derfor tør han langt hen i Tiden sige til hende5):
Thi trofast er mit Hjærte blevet,
trods Livets Storm og Bitterhed;
derinde dybt Dit Navn staaer skrevet,
og jeg vil dø, som jeg har levet,
med det og gaa i Graven ned.
Han tiltaler hende med disse OrdG):
Du Eneste, mit Hjærte ejer,
min Styrke, Næring og mit Liv.
h Sml. Digtn. III, S. 247. 2) Breve fra og til C. W. S. 232.
3) Smsteds S. 175. 4) Sml. Digtn. III, S. 198. (Hun hedder
Julie
Constancei)
5) En Saml. Vers S. 41. 6) Sml. Digtn. III, S. 205.