127 / 500
— 120 —
Du er dejlig som Ingen paa Jord,
som de unge Engle i Himlen,
somVaaren i Blomstervrimlen —
og paa Din Dejlighed jeg troer.
Aandeligt karakteriserer han hende som
stærk, modig,
k/ærlig, uforandret1),
som en yndig, klog og brav
Hustru2), men ogsaa en
Moder
sød og venlig3); han
siger4) :
Min „Ene“ Angelica tør jeg kalde;
m ig
er hun
Engel
fremfor Alle,
hun er saa from, saa sød og kjærlig,
hun er saa yndig, stolt og herlig.
Om bendes „ømme, store“ Hjærte5) siger han6):
Vorherre har Dit Hjærte gjort
som ef Palads saa rigt og stort,
og det huser Mange7). Trofasthed er Sjælen i hendes
Villie,
og den har ikke Del i Tidens raa Forandring8).
Hun gjør aldrig et trivielt Indtryk9):
Du er som Brød, det grove — fine,
hvoraf man aldrig bliver kjed;
Du er som rene, gamle Vine,
hvorved man aldrig vorder led.
O, Din Gestalt, saa ædel, kraftig,
saa
egen
og saa yndefuld!
Din Aand, en Drue, stærk og saftig,
begejstrende og rig som Guld.
Hun er fremdeles fuld af Poesi og Gudsfrygt:
*) Efterl. Digte S, 94. ®) Smsteds S. 134. 3) Sml. Digtn. III,
S. 258.
*)
Etert, Digte S. 145. 5) Sml. Digtn. III, S.
256. ®)
En Saml.
Vers .S. 131. •) Smsteds S. 132. 8) Sml. Digtn. III, S. 219. ®) Smsteds
S.
205,