131 / 500
— 124 —
mig angaaer, anseer jeg min Mand for min skjønneste
Prydelse.“
En nøje Bekjendt af Fru Winther har skildret mig
hende i hendes Ægtestand som sparsommelig og i Meget
vidnende om, at hun var udgaaet af jævn Middelstand.
Hun vilde, at Folk skulde være sig selv uden Hensyn
til Verdens Dom. Hun kunde ikke godt tilgive Den,
som ikke vilde rette sig efter hendes Fordringer. I sine
Udtalelser om sine Modstandere vedblev hun med at
være skarp, og hendesVid kunde da paa en utilladelig
Maade gaa ud over Fremmede; skjøndt hun egentlig
var fin, kunde hun bruge højst borgerlige Udtryk. Win
ther med sine fornemme Tilkjendegivelser blev da ganske
ulykkelig og kunde sige: „Julie, Julie dog!“ Paa en
Tid, da hendes Svoger
Monrad
var meget ilde seet af
de Reaktionære, mødte hun paa Vesterbro en af disses
Spidser, som hun ikke kjendte personligt, og, idet hun
gik forbi ham, sagde hun saa højt, at han maatte høre
det. „Dengang kom
Monrad
da ikke til Christiansø.“
Ved en saadan Optræden forargede hun „dannede“ Men
nesker. Hendes Mand var saa ganske hendes Termo
meter og altid uhyre afhængig af hendes Mening; hans
Dom om de Personer, han kom i Berøring med, ret
tede sig altid efter Hvad hun syntes om dem. Hun var
meget talende og holdt af at være ordførende, hvilket
vistnok gjorde ham tavsere, end han var af Naturen.
1 det Hele lod han hende om Dispytterne; han sagde:
„Det er meget bedre, at Kvinderne sige Det, der skal
siges; vi Andre bliver for varme i Diskussionens Hede,
og dei taales heller ikke Det af os, som der taales af
en Kvinde.
Ofte sad hun hjemme hele Dagen og