125 / 500
— 118 —
Lige fra min Barndoms Grønhed
til min høje Alders Graa,
aldrig saae jeg Nogens Skjønhed
Dine
Øjnes overgaa.
I Din Sorg og midt i Glæden,
selv iVrede og Foragt,
blev mig ved hver Vexling Sæden
til en Tankeverden lagt.
Je g
studeret har Dit Øje
som en dygtig Astrolog,
der vil blive rigtig nøje
paa sin Skæbnestjærne klog.1)
Af hendes „usigelige Blikke“ lyser der for ham Velsignelse
og Fred2); disse Stjærneøjne maa han altid prise3):
Hun har to Øjne — hvert en Stjærne;
for dem jeg ofred Livet gjærne.
Hun smiler til ham, og han svarer4):
De
Smil, de dræbte al min Ve,
de smeltede mit Hjærtes Sne
og fik min vilde Sjæl til Hvile.
Han besynger hendes Skuldres sødt smægtende Hvid
hed, hendes Lokkers blonde, rørende Blidhed5), hendes
svanehvide Arme6) og Svanehals7). Han siger8):
Din
Gang
er som en kraftig,
strængt lutret Harmoni,
der bærer frem for Sjælen
en livsalig Melodi;
som Æolsharpens Toner,
der komme og der fly,
den aldrig sig gjentager,
evig lige ung og ny.
b Efterl. Digte S. 125. 2) Sml. Digtn. III,
S.201. 3) Efterl.
Digte S. 146. 4) Smsteds S. 72. 5) Sml. Digtn. III,S. 208. 6) Smsteds
S. 201. 7) Smsteds S. 226. 8) Smsteds S. 245.