140 / 500
—
133
—
man løfter Øjet op — det Væld at finde,
der kan poetisk læske og beruse.
Dog: Det, som henrev, var bestandig Kvinden,
den blonde, kyske, sværmeriske Ynde,
med Kløgt i Hagen, Smilehul om Kinden,
der før — som nu — fik Adam til at synde.
Og En af dem, der maa sin Lykke prise:
at have kjendt Din Kraft, Din Blomsterfylde,
har skrevet disse Linier for at vise,
hvordan Du kan fortumle og fortrylle.
I samme Album har
Welhaven
oppe i Christiania
d. 18de Oktbr. 1853 skrevet følgende D igt1):
Min Tankesnække svømmer
til Sjællands grønne Strand.
Vil De vide Hvad jeg drømmer,
mens jeg glider mod Land?
En Skrænt er Drømmescenen
ved det rolige Sund,
hvor Bøgen sænker Grenen
mod den blommede Grund.
Se, der samles en Skare
af Kvinder og af Mænd —
o, de Venlige, de „Rare“,
de har kjendt mig igjen!
Og af alle de Fagre
gaaer En paa Skrænten frem,
og Sløret la’r hun flagre,
og, i Sandhed — det er Dem!
Blandt Gjæsterne i Winthers Hjem maa ogsaa næv
nes „gamle
R o s e n k i ld e
men han vilde kun komme
der paa to Betingelser: der maatte ikke være Andre,
b I hans Samlede Skrifter, 9ende Bind, S. 271, staaer det med
Titelen „I en dansk Dames Stambog“.