146 / 500
— 139 —
men stod forresten flovt betuttet
som Jægeren, der glemte Krudtet.
„Ve Jer!“, udraabte hun med Ild,
Sibylle-stolt, Mænade-vild,
„Mig skal jeg hævne — Hende1) med!
„Hos Eder er ej mer mit Sted!
„Jeg slukker Ilden paa mit Alter,
„og mellem disse brogede Pjalter,
„den meningsløse, rige Stads
„af Opera, Ballet og — Fjas,
„skal Kjedsomhed faa stadigt Plads
„og herske i mit fordums Slot
„som enevældig, grusom Drot,
„og Kunstens ædle, frie Palme
„skal bøje sig, gaa ud og falme.
2) „I, som saa frækt forkasted Hende,
„I skal faa Nok af Lejesvende,
„af fade, tankeløse Damer,
„af franske og af
hauchske
Dramer.3)
„I spille skal for Bænke tomme,
„saa ode selv som Eders Lomme.
„Og, leved I saa hundred Aar,
„I aldrig Hendes4) Lige faaer!“
Hun tav, hun endte med et Suk.
Jeg fjærned mig med høfligt Buk,
stum som en Væg — thi Gud bevares,
Hvad skulde her vel kunne svares?
Winthers blev i mange Aar ved med at søge
Hei-
bergs
Hus. Det ovenfor citerede Digt bragte Fru W in
ther dertil, hvilket fremgaaer af følgende, hidtil utrykte
Brev,
Heiberg
sendte hende d. 19de Febr. 1859:
b Paa Tryk staaer her „Andre“. 2) De fire næste Linier staa
ikke paa Tryk. 3) At han ellers satte
Hauch
højt, kan sees i Sml.
Digtn. X, S. 48 og S. 89, hvor der siges om en ung Pige:
Hun kysser vel
Hauchs
Romancer,
og deri gjør hun Ret.
At
Hauch
satte Winther højt fremgaaer af „Breve fra og til C. W .“,
S. 69 og 106. 4) Paa Tryk staaer her „min Roses“.