151 / 500
— 144 —
at sige (som De selv siger), og jeg, der er saa hyllet
deri og gjennemvævet dermed, dog paa flere Punkter
kunne træffe sammen og tage Del med hinanden.“ Her
underskriver
Paludan-Miiller
sig ogsaa som „Deres
hengivne“, medens der ellers tilføjes det fjærnere „Deres
ærbødige“. Han regner
A a restrup
for en betydeligere
A and
end Chr. Winther *). I sin Bog om
Paludan-Miiller
siger
Fr. Lange
(S. 180): „Christian Winther . . havde
aldrig i nogen særlig Grad havt
Paludan-Miillers
In
teresse. Han var ham ikke tankevægtig nok, savnede
maaske ogsaa, som
Brandes
siger, i hans Øjne Man
dighed.“ At han dog forstod at vurdere Winther, frem
gaaer af Følgende, som han d. 3die April 1853 skrev i
dennes Hustrus Stambog:
„Da det kun var at give Bagerbarnet Hvedebrød,
om jeg skrev Vers til en Digters Kone, men jeg dog
gjærne ønskede, selv i Prosa, at sige min ærede Frue
noget baade Sandt og Behageligt, tillader jeg mig her
den Ytring, at efter min Overbeviisning er Chr. Winther
Danmarks første lyriske Digter, hvad Nutiden allerede
tildels har erkjendt og hvad endmere vil sandes af
Eftertiden.
Dette til Bekræftelse under min Haand
Fr. Paludan-Müller. “
Vistnok i Foraaret 1875 mødtes de To, idet den Ene
gik ind i, den anden ud af
Reitzels
Boglade. De kom
plimenterede hinanden.
Paludan-Miiller
sagde: „Hvor
De
dog seer rask ud !“ W inther: „Nej, det er
Dem,
der seer rask ud !“
P .M .:
„Nej, De vil længe overleve
mig!“ W .: „Det'er Dem, der kommer til at overleve
J) Se
G. Brandes:
„Danske Digtere“, S. 304.