155 / 500
— 148 —
men det er to Faktorer, som staa ved Siden af hin
anden, den ene smagfuld, yndig og graciøs, den anden
plat og raa. Kort efter det smukke Digt „I Skumrin
gen“ 1) kommer et Digt . . . om Roms T ilstand2), som
er i høj Grad stødende; man skulde ikke tro, at det
var den Samme, der havde skrevet bægge Digte. Man
kommer til at tænke paa Hvad han siger i „Hjortens
F lugt“ om Digteren, at han var fin og høvisk i Fruer
stuen; men, naar han sang i Borgestuen, løb Pigerne,
og Karlene brast i Latter; det kan jeg ikke forlige mig
med i samme Sjæl.“ Hvad vilde Chr. Winther selv
have sagt om denne Udtalelse, han, som i et utrykt
Brev til
Liebenberg
skriver: „Min æstetiske Samvittig
hed synes at sige mig, at jeg ikke er udelikat eller
plump.“ —
Som før berørt, havde Winther ingen Forstaaelse
af
Grundtvig
og hans Gjerning. Han fandt, der var
Manér i hans ydre Person. I et Brev til sin Sviger
inde Fru
Emilie Monrad
skriver han d. 5te Aug. 1863 3) :
„Biskop
Grundtvig
gaaer omkring i Staden i en Art af
Maskeradedragt, en lang, sort Talar af Fløjel og en do.
broderet, grøn Hue, ikke at tale om det lange og brede,
kirkefaderlige Skjæg. Da den græske Deputation4) var
her, viste han sig paa Langelinie, hvor det danske Folk
nysgjerrigt løb efter ham i den Tanke, at det var den
gamle
K a n a r is
................ Jeg synes ikke godt om det;
men det passer jo vel til det øv rige.“ I hans Forhold
til Grundtvigianerne kalder han ham for en Dala'i-Lama.
— Heller ikke syntes
Grundtvig
om Winther. Allerede
b Sml. Digtn. X, S. 25. 2) Smsteds S. 37. 3) Breve fra og
til C. W., S. 120. 4) I Anledning af Kong
Georgs
Tronbestigelse.