161 / 500
— 154 -
Den røde Dug, som faldt paa hine Enge,
det hede Taarevæld, som nylig brast,
o, lad som frugtbar Regn dem dybt sig trænge,
hvor Folkets Hjærte banker, stærkt og fast!
Da vandes Friheds Eg og Fredens Palme,
hvis Stammer staa, hvis Løv skal aldrig falme!
Han synger i ægte folkelig Maneer og med Omkvædet
„Sing, Sang, Singsaljera“ „en ny og lystelig Vise for
Søfolk paa Kongens Skibe“ 1), og en svensk Frivillig
hilser han i vægtige Rytmer2), hvis sidste Strofe lyder
saaledes:
I Hildes Leg Du Hæder fandt;
men her i Freden Du ogsaa vandt
i vore Hjærters Dyb en Sejer!
Velsignet være den Moders Navn,
som fødte Dig, og i hvis Favn
Du fik det Hjærte, som Du ejer!
Fuldt ud er han Tilhænger af den skandinaviske Idé.
Til „en .Skandinav“ synger han3):
Ja, Du gjør Ret! Vær med at spinde
den ædle, trefold stærke Tvinde!
Ja, Du gjør Ret! Vær med at slaa
den Treklang an, som kjækt skal gaa
hen over tusend Hjærters Strænge,
bag Norges Gran, paa Danmarks Enge,
ind mellem Sverrigs stærke Fjælde,
og trænge frem med Aandens Vælde
og faa det Skilte smukt forenet
og Liv i Det, som var forstenet.
Hans Sang fødtes ved Krigen, men dog allermest
derved, at han var kommen i Havn, hvilket gav sig
Udtryk i en efter hans Natur paafaldende rig Digterpro-
b
Sml.Digtn.il, S. 49. 2) Smsteds S. 1 0 0 -1 . 3) Smsteds S. 25.
Og han ender saaledes: