163 / 500
— 156 —
og en stundum uhyggelig Selvanklage, og, uagtet man
maa indrømme, at disse Stemninger have frembragt
nogle af hans skjønneste Sange, saa kunde man dog
ikke ønske, at de paany skulde komme tilorde eller
vedblivende lyde fra dette rigtbegavede Digterbryst.“
Der siges, at man mærker, Digteren er bleven ældre,
ikke i hans Lyres svagere Klang — den er saa stærk
og tonende som altid — ikke i et famlende Greb i
Strængene — det er saa rent og sikkert som fordum —
men derpaa, at Tiden har bragt Fred i hans Klager,
Forsoning i hans Smerter. Hans Verdensanskuelse er
bleven klaret og en ofte religiøs Stemning har afløst
det ældre Mismod.“ — „Flyveposten“s Følgeblad „Lite-
raturbladet“ 4) er, om muelig, endnu mere glad over disse
Digte; det siger, at den søde, ejendommelige Rosenduft,
den fortryllende Nattergaleklang giver dem deres Skjøn-
hed; de ere alle saa unge, saa friske, saa overstrømmende
af Følelsens Varme, og Anmelderen ender med at frem
hæve den fuldendte Form, den graciøse Lethed, der
paatrykker dem Fuldendthedens Stæmpel. — Flere end
disse to Anmeldelser fik Bogen ikke.
„Nye Digte“ finder en mindre venlig Modtagelse.
„Berlingske Tidende“ siger2), at de to større Digte „Et
Par“ og „En Lykkelig“ 3), der udmærke sig ved Tan
kens Dybde og poetiske Ynde, især give Samlingen Be
tydning, men tilføjer, at der forøvrigt er Ét og Andet,
Anmelderen ikke føler sig tiltalt af. „Flyveposten“4)
savner Winthers tidligere højere Beaandelse, men aner-
kjender dog, at der her findes Poemer, der kunne stilles
b 1848, Nr. 5. 2) 1850, Nr. 297. 3) De havde tidligere staaet
i „Fædrelanders Føljeton. 4) 1850, Nr. 296.