169 / 500
— 162 —
i Randers Handsker, bar hun en tyk Bog og en Para
sol; hun viste to lange Rækker af hvide, men store
Tænder, hvorimod øjnene næsten ganske trak sig til
bage. Naar hun optraadte i Toilette, „i Pragt og Her
lighed“, var hun i lyslilla Silketrøje, af Façon som de
gamle Flasketrøjer, og et lyseblaat Skjørt, hvortil den
store Straahat med de flagrende, brandrøde Baand tog
sig ret artigt ud. Denne Farvepragt i Forening med de
store, sorte Haarduske paa Siderne og den krumme
Næse gav hende Udseende af en stor, fabelagtig Fugl.
Trods al sin Pragt fremtog hun engang, da hun troede
sig ubemærket, et meget brugt Lommetørklæde, der var
puttet ind paa Brystet, spyttede langt ud i Græsset og
pudsede paa en temmelig massiv Maade sin Næse. I
hendes hele Holdning var der noget Determineret og
Selvbevidst, der bragte En til at tænke paa en Kam til
et Haar. I sit Hjem sad hun paa Stads, som om hun
ikke var hjemme; det var hendes Opgave at
omvende
dem, der ikke havde hendes Anskuelser; „dette store,
pyntede Pigebarn talede da med grandios Alvor og Vig
tighed,“ og hendes Overlegenhed og Nedladenhed røbede
et koldt Hjærte. Hun maatte være en Skræk for sund
Sans og naturlig Følelse. Den efter hendes Sigende
„belærende og morsomme“ Bog, hun læste i, var en
Forfatters politiske Testamente, hvilket hendes Fætter
Peter, hendes Pendant og Elsker, havde forsynet med
Anmærkninger og Henviisninger. Han, denne unge Re
præsentant for det ved Grundloven opblomstrende unge
Journalistkompagni, denne „talentfulde Politiker og pa
triotiske hætter“, fremstilles med sit Ansigts skyfulde
Udtryk, med sit mutte og mopsede Udseende —- Andet