172 / 500
— 165 —
er forelsket i denne, til at afbanke den mundrappe
Journalist, der ved samme Lejlighed viser sig fej og
ynkelig, men med et dumt impertinent Grin; han faaer
Lejlighed til at fortælle Adelsmanden, der i Eet og Alt
fremstilles som en ædel, elskværdig Person: „Saadan
en adelig Herre bilder sig endnu ind, at han kan gjøre
Hvad han vil; men Herligheden er da, Gud være lovet,
snart forbi,“ hvorpaa han tager tilbens hen ad Vejen,
for snart efter med sin Rift paa Næsen at være lige
kry og ubehøvlet. I det sidste Møde med Charlotte og
Fætteren leder Fortælleren ved nogle højst kjætterske
Ytringer om Valgloven Samtalen ind paa Politik, og her
brovter Hr. Peter med suffisant Selvfølelse af, at han
under Mærket
ba
har skrevet Artikler, i hvilke han er
som een Sjæl med en anonym Journalist Hr.
ab,
hans
øverste Autoritet, hans „Broder i Aanden“ ; han siger:
„Jeg og han have mangengang lagt Forkæmperne for
Frihed og Folkets Rettigheder en Bro, hvorpaa de siden
have vandret over vanskelige Steder.“ Fortælleren er
klærer, at der i Hr.
ab
's Artikler er Meget, der behager
ham og er som talt ud af hans Hjærte, og siger end
videre: „Jeg maa tillade mig at lade Dem vide, at jeg
er en ivrig Tilhænger af det nye Evangelium, der præ
dikes og alt har baaret saa velsignede Frugter, og at
jeg hædrer og ærer dets Profeter, store og smaa — naar
de duer noget!“ Han har netop i sin Lomme det første
Nummer af et nyt Blad, Hr.
ab
udgiver, og nu oplæser
han deraf et særskilt Afsnit, i hvilket der polemiseres
mod den Del af Pressen, som, tilsyneladende paa den
gode Sags Side, allermest skader samme. Det hedder
— og her udtaler Chr. Winther naturligviis sin Mening: