171 / 500
— 164 —
Hun siger: „Efter min ringe Indsigt i det „Fornødne“
og efter mit Fjendskab til ham, troer jeg at turde for
udsige, at vi i ham kunne vente en kraftig Forkæmper
for Folket og dets Rettigheder.“ Som noget ganske
Fuldendt nævner hun hans Afhandling „Det Timelige
og det Evige“.— Disse to sjældne Banebrydere samtale
ved deres erotiske Sammenkomster om statistisk-patrio-
tiske Sager og afhandle med megen Virtuositet den saa-
kaldte „Landbosag“, hvorved det naturligviis gaaer
lystigt ud over Godsejere, Adel- og Herrestand, som de
ikke levne Ære for to Skilling. Under Samtalen karak
teriserer Fætteren hende som En, der er gjennemtrængt
af og vil virke for
de
ædle og højere Anskuelser, der
nu med lovlig Berettigelse træde frem i Livet, som En
med høj aandelig Udvikling og frisindet Stræben. For
tælleren (o: Chr. Winther) tilføjer: „I Parentes maa jeg-
bemærke, at „den Idé“, for hvilken hun vilde leve og
aande, syntes at være hende selv ligesaa uklar som de
Ideer, af og for hvilke Saamange i vore Dage leve.
Det er blevet en Modesag.“ Stik mod sine Principper
lægger hun — trods sit Forhold til Fætteren — an paa
en Godsejer og Kammerjunker, da hun har Lyst til en
glimrende og betydningsfuld Stilling, i hvilken hun vil
herske og ødelægge;“ thi, man sige Hvad man vil: der
er dog ingen værre Despoter til, end de
uægte
Liberale,
navnlig paa Spindesiden; og det kunde nok ligne en
saadan Dame, der i Ord og Fagter bekjendte sig til det
yderste Venstre, i Livet at ville forskaffe sig en Plads
paa Pairs-Bænken.“ Og Fætteren, der holder Stævne
møder med hende, vil alligevel tiltvinge sig Kys hos
hendes Søster, hvilket faaer den omtalte Godsejer, som