173 / 500
— 166 —
„Det Gode hævder sig selv, det Slette fælder sig selv;
men Middelmaadigheden er farligere end det Sletteste.
Den er i Almindelighed næsviis, sig fremtrængende;
den vækker gjærne Opsigt; og, naar den understøttes
af en eller anden tilfældig Egenskab, blender den let det
mere uøvede Øje, indsmugler saa megen Skjævhed og
avler saa megen Halvhed blandt de mindre Befæstede,
at
de,
der mene det alvorligt, ærligt og godt med Hel
ligdommen, have ondt ved at gjøre Forgaarden ryddelig
for disse vanhellige Hønsekræmmere og Skillingsvexlere.
Ligesom Ridderligheden for en stor Del synes forsvun
den af det selskabelige Samliv, saaledes optræde disse
Herrer ofte med en saa modbydelig Raahed, at deres
Fægtning ikke ligner nogen Turnering, men snarere et
Slagsmaal. For at give et Exempel
instar omnium,
behøver jeg blot at gribe iblinde og træffer da strax
paa En, der besidder alle
de
negative Egenskaber, der
skabe den sletteste politiske Dilettantisme. Hvo har
ikke i —posten med Ynk og Modbydelighed læst denne
Hr.
bed
s elendige Smørerier? Især i Afhandlingen „Det
Timelige og det Evige“ synes han at have villet over
byde sig selv. Dette taagede Ordvæv med Islæt af
løse, nyfilosofiske Traade, denne fade Eftersnakken,
denne svulstige Drøvtyggen af Andres originale Ideer,
denne ubehændige, kejtede Ironiseren, denne selvbehage
lige Forfængelighed, dette plumpe Hovmod, kunde uden
Skade bære hvilket Navn det skal være, kun ikke sund
Sans. Vi kjende heldigviis ikke personligt Faderen til
dette Misfoster, men tro at kunne spore, at han er et
ungt, forfængeligt Menneske, der uden andet Kald, anden
Indvielse, end den, hans Selvforgudelse har givet ham,