179 / 500
— 172 —
bedst følte mig hjemme. Men Tante
Julie
havde alle
rede dengang sat sig fast i den Forestilling, at jeg, den
Forældreløse, skulde være og betragte mig som en Søn
af Huset. Og saa fik jeg bagefter Bebrejdelser for, at
jeg havde taget saa kjærligt imod Tante
Petrine.
Jeg
burde jo elske min nye Moder langt højere end nogen
Anden. Denne hendes
Fordring
paa Kjærlighed hørte
med til det noget Fremmede, der var i hendes Maade
at være paa. Det Samme havde ytret sig paa lignende
Maade ved en anden Lejlighed. Det var, da
Ida
skulde
konfirmeres. Jeg havde sat mig for at rejse til Lille-
hedinge, hvor en af mine Fættere eller Kusiner skulde
konfirmeres . . . . Men, da Tante
Julie
hørte denne
Plan, blev der en Scene. Der blev fældet Taarer over,
at jeg ikke holdt af Tante
Ju lie
, naar jeg vilde drage
bort netop nu, da hendes Datter skulde konfirmeres.
Og jeg nænnede ikke at staa imod — jeg blev tilbage
i Kjøbenhavn, skjøndt jeg fuldt vel veed, at jeg vilde
have befundet mig ganske anderledes hjemme i Lille-
hedinge Præstegaard.
Jeg blev efterhaanden indviet i Tante
Julies
Hjærte-
sorg. Det var sin Søn
Henri
, hvem hun savnede saa
dybt. Mange Taarer har hun fældet, naar hun fik Lej
lighed til i Enrum at fortælle mig om ham.
Saa blev det Hverv mig betroet, at jeg skulde prøve,
om jeg kunde drage hans Hjærte hjemad mod Moderen.
Jeg rejste ud i Hornsherred til Skibby, i hvis Nærhed
Faderen da boede;
der
havde jeg en Tante
Charlotte,
født
Hornemann
, gift med Lægen
Brodersen
;
hos hende
skulde jeg mødes med
Henri.
Aftalen var, at jeg skulde
synge en af de Viser, han som Barn havde hørt af sin