185 / 500
— 178 —
Hustru troer det, og der maa strax gjøres Noget. Hun
og jeg tager ud og gjennemsøger Frederiksberg Have
og Søndermarken; men
De
maa hjælpe os! De holder
jo Hest?“
Ploug:
„Nej, men jeg kan faa en, naar jeg
vil have den.“
Monrad:
„Ja, saa maa De ride ud i
Charlottenlund og Dyrehaven og søge, hvor De kan,
og spørge Dem for, om Ingen har fundet hans Lig.“
Ploug:
„Jeg kan ikke før Kl. 10; Bladet maa jo være
færdigt.“ 1)
Monrad:
„Ja, saa ikke senere end ti!“ Og
dermed gik han. Men allerede før ti var han atter
tilbage og sagde halv leende: „Ja, nu er Sagen bleven
latterlig, skjøndt den alligevel er sørgelig nok; men
d&d
er han ikke; der er kommet Brev fra ham fra Kjøge —
han er flygtet, fordi han skylder en Lotterikollektør en
Mængde Penge.“ 2) I Brevet skal han have udtalt, at
hans Sager stod saaledes, at han for evigt var sin Hu
stru uværdig — hun vilde aldrig mere faa ham at se,
han vilde tage Livet af sig. Imidlertid var han rejst
videre over til
K n u d Sidenius
i Maribo, hvor han for
talte Sagernes Sammenhæng og at han var bange for
at blive sat i Gjældsarrest. Tilsyneladende befandt han
sig ret vel; kom der Fremmede, gjemte han sig; ellers
holdt han, der til daglig Brug aldrig rørte Kaart, af at
spille Rambus med Familien, ligesom
Napoleon den
Store,
da denne i de fortvivlede Dage i Trianon efter
Skilsmissen fra
Josephine
ganske mod Sædvane hengav
sig til den samme Beskæftigelse. Under Winthers Op
hold i Maribo holdt der efter hans ønske hele Tiden en
Vogn forspændt, forat han — under Tilfælde af juridisk
b „Fædrelandet“ udkom da om Formiddagen. 2) Meddelt mig
af
C. Ploug.