189 / 500
—
1 8 2
—
søge ham. Denne Historie blev naturligviis snart be-
kjendt, og alle hans Venner vare i den største Angest
for ham. Af Frøken
Deichmann,
som jeg traf igaar
hos
[A l/red] Hages
, hørte jeg, at der nu skal være
kommet Brev fra ham ; han er paa Laaland hos sin
Søster. Grunden, hvorfor han er rejst, er, fordi hans
I engeaffærer ere saa frygtelig derangerede, og han skal
isæt være slemt inde i Affærer med en Aagerkarl, som
hedder
Jacobsen.
Er dette ikke en fatal Historie? Jeg
begriber ikke, hvorledes han kan komme her tilbage
Hele Byen taler om denne Begivenhed, og der
er Ingen, som kan forsvare hans Adfærd; man finder
den usel og i højeste Grad umandig. Det gjør mig
ubeskrivelig ondt for hans Kone, især, fordi hun deraf
kan se, hvor liden Kjærlighed han maa have for hende.
Gid der dog kunde findes en Undskyldning for ham!
Jeg vilde saa nødig tro saa slet om ham.
Anna [N ie l
sen]
havde seet ham om Fredagen paa Gaden, og hun
sagde, at han saae ud, som om han kunde blive van
vittig. De Ktænkelser, han har havt i Rigsdagen, skal
have gaaet ham meget nær; men man seer jo nu, at
det
ikke er den egentlige Grund til hans Flugt. Hvor
ledes denne Historie skal ende, kan jeg ikke gjøre mig
Idé om.“
Ja, den endte for saa vidt med, at Fru Winther kaldte
ham tilbage til Hjemmet og tilgav ham Alt, ligesom
Dronning Philippa overfor Kong Erik i „Hjortens Flugt“.
Winther skriver da et Digt, hvorover han sætter dette
Citat af
Goethes
„Wilh. Meister“ : „Sie weinte, und keine
Zunge spricht die Gewalt dieser Thrånen aus“. Digtet
lyder saaledes: