184 / 500
—
1 7 7
—
ganske fejlagtig: ingen af dem „kom ud“. Samtidigt
dermed forfaldt der en Vexel paa ham, og han havde
Intet at betale med. Han følte sig ilde berørt over den
lidet venlige Modtagelse, hans „Nye Digte“ havde faaet,
og tillige over den Medfart, Rigsdagen havde givet ham.
Mandag Morgen d. 27nde Jan. 1851 kom
Ida Win
ther
hen i sin Skole og fortalte i yderste Exaltation:
„Fa’r er borte, og vi aner ikke, hvor han er henne.
Jeg kom iaftes ind i hans Stue og skulde kalde ham til
Tebordet; men saa var han der ikke; hans Slaabrok laa
paa en Stol, og Alt var i Forstyrrelse. Jeg løb ind til
Moder og sagde det, men hun svarede: „Ja, saa er
han gaaet et Ærende i Byen, saa kommer han nok
strax“ ; men han kom ikke, og nu er Mo’er fortvivlet,
hun troer, han er kommen en Ulykke til.“1)
Morten
Bredsdorff
skriver: „Jeg mindes saa tydeligt den Nat,
da vi timeviis laa ud ad Vinduerne paa Graabrødretorv
og lyttede efter hver Lyd — om han dog ikke skulde
komme.“ — Om Morgenen, da
Gjødivad
og
Plong
sov
i deres Lejlighed ved „Fædrelandet“s Kontor paa Store
Kjøbmagergade ved Siden af Posthuset, vækkedes de
Kl. 7 ved, at
Monrad
stod i Stuen hos dem; han havde
ladet sig lukke ind af „Buddet“. „De maa strax staa
op, Ploug,“ sagde han. „Hvad er det?“ spurgte
Ploug.
„Det er noget meget Vigtigt, og De maa skynde Dem
■— jeg maa tale med Dem inde i den anden Stue.
Ploug
kom i en Fart i Klæderne og ind til
Monrad,
der sagde: „Chr. Winther er forsvunden, og der er al
god Grund til at tro, han har taget Livet af sig.“
Ploug:
„Aa, det er umueligt!“
Monrad:
„Baade jeg og hans
5 Professorinde
Benny Rumfis
Meddelelse.
N. Begh: Chr. Winther. III.