180 / 500
— 173 —
Moder; det var Agnetevisen. Jeg sang den for ham;
men Virkningen udeblev.“
Herved forøgedes Moderens Sorg. Saa kom dertil
hendes Datter
Id a s
Vanskelighed og hendes Mands Me
lankoli; denne sidste stammede blandt Andet fra Aar-
sager, som vare hende ubekjendte. Det, at Winther
inden sit Bryllup, skræmmet af sin Svigerfaders Stræng-
hed, ikke havde turdet opgive til ham sin værste Aager-
karlegjæld, kom ham haardt til at staa. Ifølge Ægte
skabskontrakten havde han ikke fælles Formue med sin
Hustru1); „i sit eget Hus havde han ikke fri Raadighed
over saa Meget som en Teske — jo, sine Bøger kunde
han dog regere over.“ Det var ham ikke mueiigt at
bekvemme sig til at betro sin Hustru den store Nød,
han var i. Aagerkarle havde ham saaledes i deres
Kløer, at han fremdeles nødig turde vise sig paa Ga
den. Han anlagde i denne Tid Knebelsbarter; Nogle
sagde, at det i hine Krigsaar var af patriotisk Begejst
ring: kunde han ikke gaa med i Krigen, saa vilde han
i alt Fald ligne en Officer; sikkert er det ogsaa, at en
Droskekusk ved Vesterport kort efter titulerede ham
„Hr. Kaptajn“, og næste Aar var han avanceret saa
vidt, at en anden Kusk talte til ham som „Hr. Major“.
Nogle sagde, at han kun behøvede at tage et Par Spo
rer paa, saa vilde han se ud som en afskediget Rit
mester. Atter Andre meente, at Hensigten med hans
Knebelsbarter, som
H . V. B isse n ,
da han modellerede
hans Buste, fordømte saa stærkt, fordi de skjulte hans
smukke Mund, var den, at de skulde gjøre ham ukjen-
delig for Rykkere. Det var, som sagt, disse Folk, der be-
Breve fra og til C. W., S. 86.