176 / 500
— 169 —
skabet, strax maatte tænke: „Nu kommer der dog Noget,
som maa kunne varme et Hjærte“ ; men der kom Intet.
Hendes Læber vare blussende røde, og, talte man til
hende, foer der en Strøm af Rosenfarver over hendes
straalende Ansigt. Gjennem al Ordstøjen af de Ældte
og Spektaklet af Drengene vandrede hun med yndig
Rolighed og dulmede det Hele; da hun var færdig med
Opvartningen, hentede hun sin føromtalte lille Søstet,
med hvem hun beskæftigede sig, uden — som det syn
tes — at lægge videre Mærke til det øvrige Selskabs
Færd eller Samtale. Som hun altid var en god Søster
og Datter, saa vilde hun blive en god Moder og Hu
stru. Den, der stille beskuede hende, behagede hun
meget. — Senere træffe vi hende langsomt spadserende
under Skovens skyggefulde 1 ræer; ved den ene Haand
fører hun sin lille Søster, og i den anden bærei hun en
opspændt Parasol, der skjødesløst ligger paa hendes
Skulder, medens Solens Glimt gjennem Tykningen at
og til forhøjer hendes dejlige Haars Glans, dei ikke
skjules af nogen Hat eller Bedækning. Hun gaaei
gjærne alene, da hun ikke hører til de Snaksomme,
derfor holder hun sig helst til den lille Søstet, hendes
øjesten, som Ingen uden hun selv maa opdrage paa.
Og saa søger hun daglig til en gammel Skovfoged-
Enke, hvis naive Sandhed og Naturlighed tiltalet hende,
og gjennem hvis Fortællinger hun lærer Mere end af
Bøger. Selv bringer hun den Gamle saadanne og læset
for hende, pusler i hendes Have, snakker med hende
om Alt og har tusende Ting for med hende; i dette
Forhold viser hun sig som „en fornøjelig lille Pige“.
Hun er „klog nok og saa god, som Dagen er lang“ ;