174 / 500
- 167 -
nu er kommen paa denne Afvej, langs hvilken han paa
den Maade kun vil plukke Gifturter for Andre, men
sandelig ingen Laurbær for sig selv.“ —
Den Opfordring, som „Fædrelandet“s Anmelder 76
i sin Tid havde rettet til de danske Digtere om at ud
tale sig angaaende Tidens Ideer, dens Politik og offent
lige Liv1), var Chr. Winther her paa en Maade kommen
imøde. Inden han udgiver Fortællingen, skriver han til
F. L. Liebenberg*)-.
„Troer De, at jeg maner mig et
Uvejr paa Halsen ved min Latter over det politiske
Skaberi?
Jeg kunde ikke lade det være.
Naar i Alvor jeg en
ægte
Frihedskæmper seer at fægte
dristigt for sin store Tanke,
maa med hans mit Hjærte banke;
men, naar bag ham Abekatten,
indbildsk, fjantet, ved sin Tjatten
troer at have Kæmpens Miner,
holder jeg min Bug — og griner.“
Det er saadanne Folk som
Frederik Dreyer,
„den
smudsige Kommunist eller Hvad de kalde det, denne
hersens Peter Kandidat“, han gaaer løs paa.
Dreyer
havde paa et af sine Smaaskrifter kaldt sig „Peter Van
dal, akademisk- og Verdens-Borger“3).
I den samme Fortælling „Paa Landet“ giver Win
ther et Modbillede til Charlotte, det vil sige: han skildrer
i dennes Søster Martha den kvindelige Kvinde, sit Ideal
af Kvinden. Saaledes præsenterer han os hende: „Uden
for [Havedøren], tæt ved Trappen, under to store Ka
stanietræer4), sad en ung Pige; hun syntes mig ikke at
!) Se S. 96— 103. 2) Breve fra og til C. W., S. 77—78. 3) Se
K r. Arentzeyi:
„Fra yngre og ældre Dage“, S. 129. 4) Man kommer
til at tænke paa Haven i Kjøbelev.