190 / 500
—
1 8 3
—
Taarer har jeg seet at rinde,
smertefulde, ak, men blide.
Paa min Sjæl nu disse Taarer
brænde som en Helvedflamme,
som en
evig
Pinselslue,
og med alle Dybets Kvaler
fylde de mig Dagen —Natten,
dræbe —
som de have Ret til —
Freden i mit usle Indre.
Og det hjælper ej at sukke,
og det hjælper ej at græde,
og at
hede
nytter ikke;
thi den Evige, som dommer,
vender bort fra mig sit Øje;
ingen Engels Vingeviften
kan min Pinsels Brand bortvejre.
Selv Tilgivelse f r a hende
ej min Jammer overdøver,
ej mit Hjærtes velfortjente,
selvforskyldte Smerte svales;
nej, til
evig
Tid min Anger
uden A fd ra g
maa betales.1)
Det er sikkert væsentligst paa dette Tidspunkt, han
tænker, naar han i senere Digte til sin Hustru siger2):
Jeg holder af Dig; thi den Smerte,
da Siethed i mit usle Hjærte
saa lang Tid dybe Rødder slog,
den læged Du, da med Dit Øje,
der ligner Himlens Blaa, den høje,
Du mig fra Mørkets Afgrund drog.
Og
i Digte, hvori han takker hende for utallige Ting,
ender han med at sige3):
b Under Manuskriptet til dette Digt har han saa tilføjet:
„Skrevet 1851, renskrevet 1ste Aug. 1871 efter Modtagelsen af et
elskeligt Brev fra
hende
— den
Eneste!
Hvis
hun
blot forstaaer min
Brøde ret, saa vil jeg dog have, at hun skal vide,
hvor længe
og
hvordan
jeg har fortrudt og liidt ved min egen Skyld.“ 2) Efterl.
Digte S. 60. 3) Smsteds S. 101.