192 / 500
—
1 8 5
—
sens Glæde udtalte sig i følgende, hvad Overskriften og
flere Linier angaaer, lidt uklare Sonet1):
(En Stemme fraoven:)
Jeg rejste mig saa let fra Smertebaaren,
jeg kastede mit Klædebon, det tunge;
men nu er mine Øjne atter unge,
min Kind, min Læbe blomstre som i Vaaren.
Jeg saae mig henrykt om; jeg tørred Taaren,
jeg hørte dem et sødt „Velkommen“ sjunge;
nu kan jeg sige Dig med ydmyg Tunge,
til hvilken Fryd og Fred jeg er udkaaren.
O, søde Julie, hold op at græde!
Hvad vejer al min Kval nu, den er svunden,
mod denne min unævnelige Glæde!
Min moderlige Søster, Du skal vende
Dit Sind fra Sorgen, og med Smil paa Munden
Din Tak til Gud for den Frigjorte sende.
Efter sin Tilbagekomst fra Flugten til Maribo holdt
han sig i Begyndelsen tilbage fra sine Bekjendte. Den
13de Marts — omtrent en Maaned efter — skriver
Anna
Nielsen:
„Winther gaaer nu og spadserer med sin Kone
og skal se meget veltilfreds ud.“ — Sit Indtog i Selskabs
verdenen holdt han samme Foraar; han gav nemlig da
Møde til Festen i Anledning af
Benny Spangs
Konfir
mation. Da lod han, som om der Intet havde været
ivejen. „Han viste sig i Verden som Den, der til Grun
den havde lært den tomme Kunst at leve i den“ 2). I
Kavalérdragt og med Chapeaubas under Armen traadte
han ind ved sin Hustrus Side, og under hele Sammen
komsten veg han næsten ikke fra hende; da de skulde
tage bort, bukkede han for hende, og med de Ord:
b Sml. Digtn. III, S. 224. 2) Smsteds VIII, S. 115.