Previous Page  198 / 500 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 198 / 500 Next Page
Page Background

19 1

-

og Beundring.“ . . . Da Bogen „Til’Selvprøvelse“ ud­

kom, anbefalede hun mig at gjøre som Forfatteren skri­

ver: læse den højt for mig selv, hvilket jeg dog ikke

gjorde. Det er dog hende, der først har bragt mig i

Forhold til

Søren Kierkegaard.

Hun talte ofte om, at

vi skulde gjøre et Forsøg paa at høre ham prædike,

hvilket jo ikke var saa let, da han kun averterede: „En

Kandidat“.

løvrigt betragtede hun

Grundtvig

som sin egentlige

Præst. Om hun var flittig til at besøge Vartov, veed

jeg ikke.

Baggrunden i hendes Personlighed var dette: „Vær

Dig selv, naturligt, frit, uden mange Reflexioner! Vær

heelt i Hvad Du saa gjør og taler!“ Ved Læsningen af

Søren Kierkegaards

„Kristelige Taler“ (2den Udg. S. 8)

er jeg kommen til at tænke paa hende ved hans Ud­

talelser om Fuglen og Lilien som Lærere1). Der var

b

Kierkegaard

siger paa det omtalte Sted: „Et Menneske kan

gjøre Alt, hvad han formaaer, og dog kan det stundum være tvivl­

somt, om den Lærende lærer Noget af ham. Men Fuglen og Lilien

lære slet Intet, og dog er det næsten en Umuelighed ikke at lære

Noget af dem. Kan ikke allerede et Menneske af dem lære Hvad

det er at undervise kristeligt, lære den Underviisningens store Kunst:

at lade som Ingenting, at skjøtte sig selv og dog gjøre det paa en

saa opvækkende, saa gribende, saa indyndende, derhos i Henseende

til Bekostningen saa billig og derved saa rørende Maade, at det er

umueligt ikke at lære Noget deraf. Thi vistnok, naar en menneskelig

Lærer har gjort Alt, og den Lærende dog ikke har lært Noget, da

kan han sige: „Det er ikke

min

Skyld“ ; o, men, naar Du har lært

saa saare Meget af Lilien og Fuglen, er det da ikke, som sagde de:

„Det er ikke

vor

Skyld“. Saa velvillige ere disse Lærere mod den

Lærende, saa velvillige, saa menneskelige, saa værdige deres gud­

dommelige Beskikkelse. Har Du glemt Noget, saa ere de strax vil­

lige til at gjentage det for Dig og gjentage og gjentage, saa Du dog

tilsidst maa kunne det; lærer Du ikke Noget af dem, saa gjøre de

dog ingen Bebrejdelser, men vedblive kun med sjælden Nidkjærhed