201 / 500
— 194 —
maa Toppen snarlig falme“, ja, for at gjøre Blomstringen
af det afhuggede Træ endmere umuelig, mangler det
Sol og staaer i Kulden. Hermed kan ikke være sigtet
til Fødelandets Utaknemmelighed; thi Danmark har ikke
viist sig koldt og udeltagende mod denne skjønne Dig
ternatur; her maa altsaa være ment noget Indre, og vi
Andre maa da svare paa Digterens Ord: „De er altfor
beskeden! De gjør Dem selv Uret, Hr. Winther!“ eller,
at, hvis det er saa slemt, bør man ikke skrive Digte.
Som sagt, han gjør sig selv Uret, han overdriver! En
hver maa erkjende, at af en 56aarig Lyriker ere mange
af disse Digte meget tiltalende, livlige og følelsesfulde,
og navnlig overrasker hyppig Digtenes Begyndelse ved
den kjække, livlige Tone, som rigtignok ikke holder ud
til Enden.“ Der fremhæves „Vaaren“ *), „Til en Snegl“ 2),
„Skatten“ 3) og „Den rige Frøken“4). „I „Et Sagn“ 5) og
„Tre Frøkener“ 6) sporer man, at Ungdommens Kraft og
friske Duft ere borte og at Fantasien er forceret lidt;
men af Kjærlighed til „Træsnittenes“ Forfatter glider
man gjærne hen over Fejlene og glemmer ikke saa let
Taknemmeligheden.“ Tilsidst faaer Winther paa Hovedet
for Synder imod Sprogets Nøjagtighed og Elegance. Med
Hensyn til „En Episode af et Familieliv“ siger
Gold-
schmidt,
at den synes at være en Blanding af Digt og
Virkelighed, der ikke ganske ere opløste i hinanden;
men nogle Partier ere meget tiltrækkende. Det Hele
efterlader ikke noget godt Indtryk, fordi Digteren, efterat
der er anvendt saamegen Umag paa at skildre Kampen
!) Sml. Digtn. II, S. 115. 2) Smsteds S. 117. 3) Smsteds IV,
S. 231. 4) Smsteds VI, S. 165. 5) Smsteds IV, S. 197. 6) Smsteds
IV, S. 211.