206 / 500
—
1 9 9
—
Alt, hvad der saadan forefaldt,
og fyldte flittigt Spalt paa Spalt.
Mest brugtes Ferien, hvor han fandt
et Digt, der var for smukt og sandt.
Dog stundum rostes Sligt iblandt
til stor Bedrøvelse for Mange,
der blev for deres Rygte bange.
Paa mange hele, halve Ark
han prunkede som
Aristarch.
Især han gjorde sig til Pligt
at prise hvert et daarligt Digt,
hvert Drama, fuldt af Skræk og Gru,
hvert Sørgespil med „Ha!“ og „Hu!“,
naar kun Forfatteren var hans Ven
og vilde rose ham igjen.
Ej Statua, ej Maleri
gik for hans Recenseren fri;
det flød fra ham som 01 af Spuns;
thi han forstod det Alt tilbunds.
Det var især hans Id, som sagt,
at hjælpe paa Hvad der er svagt.
„Det Gode“, sagde han, „er godt!
„Det i sig selv jo Nok har faa’t
„af Hæder, og jeg ikke seer,
„hvorfor jeg det skal give Mer, 9
„mens derimod den slette Sang
„til min Berømmelse har Trang;
„jeg vil den holde dog ilive,
„at den maaske kan bedre blive.“ —
Det tør vel ikke benegtes, at han i visse Henseen
der i sin Skildring ogsaa har havt
H. P. Holst
for øje.
Mere og mere havde han mistet Sympatien for denne
Mand; forskjellige Oplevelser havde givet Anledning
hertil; her skal blot nævnes een.
Anna Nielsen
skri
ver d. 2 Inde Juli 1847 til sin Mand: „Winther havde
været med forleden Dag til en stor Afskedsdiné [for
Prinsen af
Canino\,
hvor det var gaaet meget muntert
9 Her tænkes naturligviis paa
Wilsters
Kritik af „Nogle Digte“.