209 / 500
—
202
—
de spored ej, at de blev snydt,
men troede, Alt var mit og nyt;
tilsidst der mangled ikke Meget,
saa troede jeg det selv mit Eget! —
En Tanke dyb, et sindrigt Ord
beholder dog Værdien, hvor
det staaer. Om Poul, om Peer har sagt
Dit eller Dat, har ingen Magt,
det kunde faldet lig’saa godt
m ig
ind,
han
var den Første blot,
je g
var den Anden — hvad saa Mere?
Paa Sligt man ej bør reflektere.
Den vise Salomo har sagt
et Ord, som endnu staaer ved Magt
og ej bør stikkes under Stolen:
„Ej Nyt der skabes under Solen!“
Det støtted jeg mig paa med Ret;
min Musa var saa pæn i Kjolen,
og Hvad jeg skrev man fandt saa net!
Paa denne Vej, kan Du mig tro,
hel mange Digterlaurbær gro!
Vel En og Anden dette Væsen
som Tyveri mig rev i Næsen.
Isbjørne1) som og andre Vilde
behandled tidt mig meget ilde,
skrev Lister og i mange Poster
fremlyste mine Tyvekoster;2)
men Sligt brød jeg mig ikke om:
jeg frygted ej Kritikkens Glavind,
jeg vidste jo, at kun af Avind
og pur Misundelse det kom.
Ja, spildt var deres hele Vits,
thi Ingen tog deraf Notits.3)
Det var jo ogsaa dumt og daarligt
med Digt at mene det alvorligt;
og hvorfor skulde Andre være
mer, end jeg selv er, Mænd af Ære?
9 Islænderen
Grimur Thomsen.
2) Se II, S. 205, Note 4. 3) 1
„Ude og hjemme“ siger
Holst:
Et Par Gange faldt jeg af Hesten — ja,
men jeg kom dog bestandig ret godt derfra!
og i Digtet „Ligevægt“ („Digte“ 1850, S. 167) siger han om
Thom-
sens
Røst: