212 / 500
—
2 0 5
—
er saare godt at være, naar man bare selv er god.
Derfor har
Julie
det ogsaa godt; og, naar jeg bare
kan være sikker paa, at hun ikke spadserer engang op
ad den skarpe Kant af „Taleren“ og ned igjen, saa
troer jeg, at Opholdet her vil være hende meget tjenligt.
Hun er ideligt i den friske Luft, spadserer eller sidder
og læser og strikker; stundum
binder
hun ogsaa Næt,
hvilken Kunst hun lod sig lære i Humlebæk af en vak
ker Fiskermand; hun fanger Sommerfugle, plukker vilde
Blomster og mader en stor Larve, hvis Forvandling til
et højere Liv vi alle Tre længes efter at blive Vidne til.
Hun har givet mig en ny Vedbendkrans om Hatten,
som
Andræ
ræsonnerer over; men det bryder jeg mig
kun lidt om; jeg gaaer lige frejdigt med den, og den
er mig kjærere end de Kranse, man kommer paa Banke-
kjød.“ Han vidste vel, at man i gamle Dage helligede
Laurbærplanten til Vinguden; man troede nemlig, den
var i Besiddelse af kølende Egenskaber, hvorfor den
ogsaa modstod Vinens berusende Virkning. Det er der
for han synger1):
Læg Vedbendranken om min Hat
med Dine kjære, kjære Hænder!
Den koler lig en Sommernat,
naar bankende min Tinding brænder.
Af Laurbær har jeg ingen tjent;
de er og her tillands saa rare;
tidt var det maadelig bevendt
med dem, som stolteligt dem bare.
Men Vedbend er mit Hjærte kjær,
dens mørke, stille Blad ej pranger,
den hyggelig og trofast er,
den passer netop for Din Sanger.
9 Sml. Digtn. III, S. 217 —18.