216 / 500
— 209 —
Planen til et større Digt, som, hvis det kunde lykkes,
kan blive ret kjønt.“ Digtets Idé levede imidlertid sta
digt i ham og tog Næring af hans aandelige Tildragel
ser. Folmer Sanger havde han svage Glimt af i
Poul
Mellers Silvius,
der lyser frem i hint midalderlige No
velle-Brudstykke, som er Forarbejdet til „Den krøllede
Fritz“. Han kjendte ham endvidere fra de tyske Ro
mantikere, som ogsaa fra
Baggesens
„Scherenschleifer-
Epopee“. „Den farende Svend“ er gammelkjendt, længe
inden
Drachmann
tog fat paa ham.
Nu boede Winther altsaa i Sommeren 1854 ude i
„Dyrehaven“ ; han havde sit Arbejdsværelse i Husets
Kvist1), som vender ud mod en Slette, omrandet af
Skoven; her frydede han sig ved hver Dag paa denne
Slette at se Hjortene flokkes og brydes; her modnedes
hans gamle Idé og meldte sig færdig til Fødsel; her tog
han tilgavns fat paa Udarbejdelsen. Den 30te August
skriver han til
Liebenberg2):
„Jeg frygter næsten for,
at jeg ikke her vil blive færdig med det første Udkast
af mit Digt; jeg er ikke kommen længere end til den
607ende Stange3), og jeg forudseer, at Arbejdet langt
vil overstige de 800. Kommer jeg nu til Kjøbenhavn,
inden det er sluttet, saa er jeg bange for, at det vil
komme til at ligge hen — og saa — !“ Den 2Inde
Septbr. skriver han til Samme4): „Jeg er endnu ikke
kommen over de 7005); der har været en ærgerlig
x) Nu er dette Hus bygget om til en Villa med Have; men
Winthers Arbejdsværelse er bevaret i den Skikkelse, som det den
gang havde, med de lave, smaarudede Vinduer ind mod Skoven, og
en Tavle i Muren minder om, at „Hjortens Flugt“ blev paabegyndt
her. (Se „Danebrog“ for 31te Aug. 1897.) 9 Breve fra og til C. W.,
S. 88—89. 9 Altsaa lidt ind i „St. Hans Aften“. 9 Breve fra og til
C. W., S. 89. 9 Noget hen mod Slutningen af „Befrielsen“.
N. B e g h : Chr. Winther. III.
14